Martin Nielsen har spillet sin sidste kamp

Som enden på enhver fodboldkamp vil vi gerne sige TAK FOR KAMPEN!
Desværre bliver det ikke til flere kampe for Martin Nielsen, der lørdag spillede sin sidste og sværeste kamp og det bliver ikke til flere. Martin har om nogen sat sin præg på fodbolden og ikke mindst Brande IF. Efter sin professionelle karriere i Viborg fF og på Færøerne kom han til Brande IF hvor han som en rigtig general styrede klubbens 1. hold under ledelse af en anden legende Jesper Eriksen.
Man kunne altid regne med Martin - og man vidste 100% at hans engagement var ukuelig. Derfor var det også naturligt at Martin Nielsen tog dirigentstokken og som spillende træner overtog ledelsen efter Jesper Eriksen's kræftsygdom og bortgang.
Martin var en mand med sine holdninger men han var også en mand, der ville spillerne det bedste. Da han senere overtog årgangen 2001, hvor hans egen søn Mads Houlberg Nielsen spillede viste han hvordan en rigtig træner er der for alle spillere. Martin kunne om nogen samle spillerne omkring sig - og selvom han var en hård mand - så var han lige så blød en personlighed og spillerne så op til ham. Martin besad den egenskab at han aldrig gjorde forskel på spillerne - alle var lige og alle skulle have de samme muligheder og den samme opmærksomhed. Og hang en spiller med hovedet, så var man sikker på at Martin bar drengene på sine skuldre.
Martin spillede desværre sin sidste kamp lørdag d. 25. februar - og som enhver kamp vil vi gerne afslutte med at sige TAK FOR KAMPEN.
Vore tanker går i denne svære tid til familien.
Brande IF - Bestyrelsen v. Michael Koch