| | Succesrige BIFere til kamp med FCM Foreningsnyt 7. august 2011 - 16:03 af: Tommy Jensen Da Brøndby Elite Cup fra lørdag den 30. juli til torsdag den 4. august løb af stabelen, var det med talentfulde BIFere som aktive deltagere for ulveungerne fra FC Midtjylland Det var med stor spænding, at FC Midtjylland torsdag den 30. juli gik ombord på bussen med kurs mod Brøndby Elite Cup, der er et stævne, hvor det sportslige og elitære sættes i højsædet, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at alle hold spiller en fuld kamp pr. dag og at disse kampe som udgangspunkt afvikles om eftermiddagen, så der er mulighed for at indlægge et træningspas om formiddagen. Ligeledes afvikles alle kampe kun med dommere med gældende dommerlicens og desuden er der til alle kampe også linjedommere.
- Selvom det sportslige er et vigtigt element i Brøndby Elite Cup, så prioriterer vi i FC Midtjylland det sociale mindst lige så højt, for hvis ikke dette fungerer, så kommer spillerne heller ikke til at vise det engagement, den lyst og den glæde på banen som vi alle håber på og forventer at se fra vore drenge fra FCM samarbejdsklubberne, fortæller Talentchef i FCM Klubsamarbejdet Jørgen Lind. Fra Brande IF deltog på FCM U13 Talentholdet Kristian Koch Jensen og Alexander Egeriis og begge spillere leverede gode præstationer, som også var kampafgørende. Egeriis stod således fra sin backposition for oplægget til to af holdets scoringer, mens Koch fra sin position på den defensive midtbane stod bag 4 oplæg og 3 scoringer. Dette var bl.a. medvirkende til, at holdet i den indledende pulje besejrede Hvidovre IF med 7 - 0, OB med 4 - 1 og AB Tårnby med 9 - 0. Dette indbragte holdet en plads i semifinalen, hvor ét af årgangens absolut dygtigste mandskaber fra AB var modstanderen. Akademikerne blev dog besejret med 2 - 1, men så var kræfterne desværre også opbrugte, hvorfor man i finalen måtte indkassere et nederlag på 3 - 0 til OB. Alt i alt dog en flot turnering, hvor det for kun anden gang i FCMs historie lykkedes klubbens yngste mandskab at spille sig frem til finalen. På FCMs U14 mandskab deltog ligeledes to spillere fra Brande IF, nemlig Elmedin Topic og Kristoffer Demant, der også begge spillede væsentlige offensive roller på U14 holdet, bl.a. med 3 mål af Topic og ét af Demant. Holdet besejrede i indledende pulje Hvidovre If med 4 - 1, Lyngby BK med 4 - 1 samt svenske Syrianska FC med 5 - 0. I semifinalen gjaldt det så FC Nordsjælland, der blev besejret med 3 - 1, og til sidst kom guldet i hus via en sejr i straffesparkskonkurrence over OB. Alt i alt en super flot præstation af FCM U14, der bl.a. er under ledelse af den tidligere BIF træner og -spiller Rasmus Langelund. Også FCMs U15 mandskab havde deltagelse af spillere fra Brande IF - faktisk hele tre af slagsen - nemlig Søren Koch Østergaard, Rasmus Nissen Kristensen samt Martin Guldbrand Jespersen, som også har spillet hos Uhre GIF. U15 ulvene besejrede i sin indledende pulje AB Tårnby med 4 - 0 og Kolding IF med 2 - 1, mens det blev uafgjort 0 - 0 imod Køge BK. Dette rakte imidlertid til en puljesejr og en semifinale mod Lyngby BK, som blev besejret i straffesparkskonkurrence og også i finalen var det i straffesparkskonkurrence, at kampen fandt sin vinder og igen var det FCM, som trak det længste strå og dermed kunne lade sig hylde som vindere, mens OB også her måtte tage til takke med sølvet. Alle tre BIFere præsterede, når de skulle, men specielt Rasmus Nissen Kristensen må siges at spille en hovedrolle på holdet, bl.a. med scoring i begge straffesparkskonkurrencer. Det var først og fremmest helt sindssygt flot af alle tre mandskaber at nå frem til finalen - rent faktisk var det aldrig tidligere lykkedes nogen klub, at nå frem til alle tre finaler i eliteturneringen, og derfor var det også lidt sjovt, at det så i år rent faktisk skete for to klubber. Heldigvis vandt FCM også duellen på titler, så der var god stemning på vej hjem i bussen, fortæller medieansvarlig for FCM Klubsamarbejdet, Tommy Jensen, der også deltog på turen, og fortsætter: - Det er en fornøjelse at opleve, hvordan de lokale drenge gebærder sig både på og uden for banen, og i Brande IF har man al mulig grund til at være stolte af at have opfostret så dygtige spillere, at de kan være med på det høje niveau, der blev vist ved Brøndby Elite Cup. Der er ingen tvivl om, at også BIFerne har fået en oplevelse for livet under denne turnering - i hvert fald er der mange smil og jubelbrøl, som har printet sig ind i min hukommelse. |