210

Konfirmand-tur

Foreningsnyt
30. maj 2011 - 09:36 af: Pia Lorenzen

Ikke på Blå Mandag, men på Sort/rød onsdag...

Konfirmanderne i Brande Idrætsforening var ikke på Blå Mandag, men på Sort/Rød onsdag, da 26 af slagsen blev fragtet i bus fra Brande til MCH Arena i Herning onsdag den 25. maj for at se ulvenes sidste hjemmekamp mod Randers FC.

Både i bussen og under kampen var stemningen høj og der blev snakket og grinet godt. Alle ville stå på Nordea Tribunen, "for det er der, den bedste stemning er"! - Og ganske rigtigt, trommerne fik ikke lov til at holde meget pause til stor "ærgrelse" for U14 drenge-trænerne Elmedin Bratic og Kim Tranholm, som sammen med Janni Kleffel, der styrede tropperne i bussen, også deltog.

Inden kampen blev der taget gruppebillede med FCM-maskotten LUPUS og U21 EM-maskotten ANDY.

Turen var gratis for konfirmanderne, der dog selv måtte tage hul på "konfirmations-formuen", når der skulle købes slik, sodavand og pølser.

Under kampen stod konfirmanderne i samlet flok og sang med på ulvenes slagsange. De opførte sig alle eksemplarisk og efter en spændende kamp, der endte uafgjort 2-2, gik nogle på grønsværen for at hilse på spillerne og få autografer, inden bussen igen kørte hjemad mod Brande.

En rigtig god og hyggelig konfirmand-tur, som gerne skal blive fast tradition hvert år i Brande IF.