I februar kom der en vigtig mail til U-9 trænerne om en enestående mulighed for at være indløber til U21 EM kampen Spanien - England søndag den 12. juni. Vi skulle lave en liste over 11 indløbere + 3 reserver, som så skulle sendes til FCM. Nu havde vi en ventetid, for blev det nu Brandes U9 drenge, der fik denne store ære eller ej? - Midt i marts kom der så endelig mail igen, og ja det blev "os", drengene var helt vilde.
Nu skulle FCM/UEFA bruge flere oplysninger om drengene: Højde, vægt, tøjstørrelse og særlige kostbehov.
I maj kom der så endnu en mail med programmet for drengene. UEFA og McDonalds ville bl.a. give drengene middag inden indløbet.
3. juni kom der yderligere information, der beviser, at her er der tale om prof. folk. Til indløbet skulle drengene nemlig have sorte sko på og helst af mærket Adidas, ellers ville mærket blive tapet til, sådan!!!
Endelig kom den store dag. Drengene skulle mødes kl. 14.30 på stadion, hvorefter de blev kørt til McDonalds for at indtage deres bestilte menu. Præcis kl. 16.00 skulle de være ude i Messecenteret Hal K. Da de kom, fik de udleveret et sæt spilletøj, for de skulle nemlig starte med at øve indløbet, og det kan jo ikke foregå i eget tøj, når man har med professionelle at gøre - sejt. Derefter var der diverse aktiviteter for drengene; bl.a. så de film sammen med alle de andre børn, der skulle hjælpe til under kampen.
Kampen gik i gang kl. 20.45, og en halv time før kampen gik de over til UEFA. Nu var spændingen om det var Spanien eller England, de skulle holde i hånden, og yes (fra de fleste) det blev Spanien, nu nærmede tiden sig, og stadionspeakeren røst lyder: "Velkommen til spillerne fra Spanien og England" og ind kommer 11 stolte BIF drenge (i endnu et sæt spilletøj, men der havde det dog lige svigtet for UEFA, for drengene havde fået tøj i voksenstørrelse vel og mærket str. L og XL) holdende i hånd med de store stjerner fra Spanien (som jo bekendt nu er Europamestre). Der står de lige så ret som en soldat. Jo, de havde hørt efter under øvelsen, og oppe på tribunen står de lige så stolte forældre og er en smule rørte over, hvor flot drengene klarede det. Nationalmelodierne har lydt. Drengene tager hinanden i hånden og løber ud af banen. Her mødes de af dem, der har passet på dem hele eftermiddagen, som så følger dem op til deres forældre, for at se kampen der endte 1-1.
En kæmpe stor TAK til FCM og UEFA for denne enestående oplevelse. Det var en kanon dag for drengene og deres familie.
